Grundlægger af SJ&K

Man vågner om morgenen, og så begynder det bare. Uden at man beder om det, er verden klar med sin egen dagsorden; alle de små systemnedbrud, som det moderne liv serverer helt af sig selv.

Så, nu er man vågen i en tilstand af stille alarm: sindet er scannet, kroppen er tændt. Hvad er der mon ellers løs i skærmen? Et login der udløber, møder der flyttes, softwareopdateringer, en notifikation fra banken og nye frontlinjer i Ukraine; alt sammen mens kaffen står og bliver kold, og den yngste kalder fra badeværelset. 

Hvis det føles hårdt, er det helt forståeligt: Den menneskelige hjerne er slet ikke skabt konstante, mentale systemnedbrud. Den limbiske hjerne og Amygdala er meget ældre end modernitetens systemer, og den er bygget til få stimuli, tydelige farer og korte mobiliseringer efterfulgt af lange perioder af ro. En løve på savannen? Orv, den talte vi meget om ved bålet den aften.

Men i dag er der fem løver i minuttet, og livet føles derfor som noget, der konfronterer os direkte. Vi går ikke længere åbent ud i verden; livet er blevet en række af forhindringer, der hele tiden skal korrigeres, fixes, optimeres.

Hvad ville gamle Løgstrup mon sige? Jeg er klar over, at jeg har talt om Løgstrup før, og at jeg ikke kan ringe til den gamle, hvad gang jeg har brug for en livline. I virkeligheden ved han heller ikke meget om hverken digitalisering eller geopolitik. Men han ved noget om hverdagsliv – og om ’opmærksomhedens etik’, der er det stik modsatte af at møde verden i konstant alarmberedskab.

Løgstrup beskriver den åbne opmærksomhed som menneskets naturlige udgangspunkt. Der, hvor livet taler til os i de såkaldt ’suveræne livsytringer’, der kommer uden pres og uden strategi. Den pludselige erkendelse, et smil fra en fremmed, et barn der kalder – suveræne ytringer i den forstand, at de faktisk ikke kan tvinges frem.

Det suveræne liv har det svært i disse år. Opmærksomheden forsvinder, fordi vi altid leder efter fejl i systemerne. Åbenheden forsvinder, fordi vi er gearet til problemer. Barmhjertigheden forsvinder, fordi overskuddet er væk. Livet er blevet det, man korrigerer.

Så hvad stiller man op? Vågner man tidligere og løber endnu hurtigere gennem dagen? Eller resignerer man og afinstallerer verden?

Jeg tror på en 3. model, der ikke nødvendigvis er nemmere: At registrere livet, når det viser sig. Ikke for at korrigere det, bare registrere det – en stemme fra en ven; et møde med en fremmed; duften, da regnen holdt op. 

Kig op, siger gamle Løgstrup. Efter hvad dog? Og kan jeg få en notifikation, når livet taler til mig? Men det kan man ikke. Hvis der var en formel, ville ytringen ikke være suveræn. Man skal selv se livet, når det viser sig.

Kig op, Fister.

Livet taler til dig.

‍

Oprydning‍

Forleden ryddede jeg op i mine arkiver. Familien flytter, og det viser sig som bekendt, at det fysiske liv fylder mere, end man tror. Ikke bare møbler og hynder, men lag af noter, papirer og afklippede tanker fra tidligere livsfaser – pakket ned i plastkasser og kældermørke.Der røg en del, også fordi min hustru er usentimental, når det kommer til arkiveret fortid. Billetter til forestillinger, jeg dårligt kan huske. Artikler, hvor jeg blev citeret for noget, jeg næppe ville sige i dag. Hele årgange af Tipsbladet, Serie-Magasinet og Playboy (ja ... sådan var mænd engang, hvad kan jeg sige?). Jeg har tilsyneladende på et tidspunkt troet, at mine efterkommere ville finde visdom i et Leeds United-udklip fra 1974. Plus 40-50 notesbøger (billige notesbøger i starten, derefter Moleskines), udklip, +100 charteques ordnet i temaer med halve og hele tanker nedfældet på skrivemaskine. Ingen vil finde mening i det. Og jeg kan jo ikke sidde på loftet alene og kramme mine egne erindringer. Det er ikke Tutankhamons grav, det er småt brændbart.
Take only memories, leave only footprints, som der stod på en brochure til et nationalparkbesøg i 90’erne. Den røg også ud. Tilbage står otte kasser. De klarede cuttet. Heriblandt børnenes stile, særlige breve, et par gulnede fotos – og det første jeg skrev for penge: en anmeldelse af Saturday Night Fever (fem stjerner i skolebladet).

‍

Den vidunderlige orden‍

Jeg har altid haft et svagt punkt for noter. Ikke bare som dokumentation, men som erkendelsesform. Ideer, koblinger, citater, spørgsmål – skrevet ned med tanken om, at det hele en dag ville hænge sammen. Og nogle gange gør det: Man finder en gammel note og ser, at man ubevidst har kredset om det samme spørgsmål i årevis. Som om tankerne har deres egen rytme, man bare prøver at følge.Noter kan noget, hvis man går lidt systematisk til værks – og ikke bare stikker papirlapper i handskerummet. For en del år siden hørte jeg om Zettelkasten-princippet – tysk for 'notekasse' – og det er guf for spekulerende mennesker. I hvert fald for mig.Der er to hovedelementer: ét sted til de løse, spontane tanker, som jo kan og skal komme ud af det blå. Plus det andet: et systematisk rum, hvor man regelmæssigt løber hele molevitten igennem – og kun gemmer det, der faktisk skal bruges. En god sætning, en ny idé, en relevant reference. Zettelkasten-freaks kalder det det ’indre’ og det ’ydre’ format.Jeg skriver selv hver dag med kuglepen i en Moleskine (det indre) – og konsoliderer løbende i verdens bedste digitale notesystem, Bear (det ydre). Bear vil jeg varmt anbefale. Det er en hot lille app, der ikke bygger på besværlige mappestrukturer, men på #hashtags. Alting flyder, og alting kan findes – kronikken, passwordet, nogens fødselsdag.Der findes hele skoler for den slags. Den tyske sociolog Niklas Luhmann brugte sin Zettelkasten til at skrive over 70 bøger, baseret på mere end 90.000 kort. Tænkning som relationer, ikke som regneark. En dans mere end et system. Og måske vigtigst: et sted at lægge tankerne, så de ikke bare passerer forbi.En særlig fin og praktisk indføring i Zettelkasten-systemet findes hos forfatteren og podcasteren David Kadavy, der har dokumenteret sin digitale arbejdsgang trin for trin i illustrationen oven for. Hans flowchart illustrerer hvordan noter flyttes fra “fleeting” til “literature” og videre til “permanente”, før de kobles, grupperes og bliver til egentlige idéer. Kadavy insisterer på, at noter ikke er arkiv, men tanke i bevægelse. Ikke et endemål – men en praksis. Det er system, ja, men trods alt også frihed. Men…

‍

Mausoleets stemme

Måske vinder systemet altid? Måske kan notetagningen blive ... for meget, selv med gode værktøjer som Zettelkasten og Bear? Jeg læste for nylig en tekst, der borede sig ind. Den hedder I Deleted My Second Brain, skrevet af JA Westenberg. Westenberg nøjedes ikke med at sortere sit parpirarkiv og køre Tipsbladene på småt brændbart. Han slettede hele sit note-arkiv. 10.000 noter. Syv års opsparing af ideer og citater. Og han oplevede noget mærkeligt bagefter: Lettelse. Stilhed. En ny frihed.Det var ikke noter længere, skrev han. Det var et mausoleum. Et museum af tidligere identiteter. I stedet for at hjælpe ham til at tænke, begyndte systemet at gøre det modsatte: Det erstattede nysgerrighed med arkivering. Hver ny tanke blev ikke levet – den blev bare lagt på hylden.Han skriver:"Der opstod en følelse af eksistentielt efterslæb. Jeg kunne se, hvordan hver version af mig selv prøvede at skabe et kort til noget bedre – men det, der faktisk hjalp mig videre, stod aldrig i noterne. For jeg vil ikke styre viden. Jeg vil leve den."

‍

Når arkivet bliver et ekko

Zettelkasten og personlige notesystemer – det, man i dag kalder PKM, Personal Knowledge Management – lover os overblik, klarhed og adgang til alt, hvad vi engang har tænkt. En slags digital frelseslære: Capture everything, forget nothing. Der findes apps, metoder, guides og hashtags nok til at gøre enhver tanke sporbar. Men spørgsmålet er, om det hjælper os til at tænke – eller bare til at gemme.Westenberg havde bygget et system, men mistet forbindelsen til selve stoffet. Og da han slettede det hele, opstod en mærkelig form for lettelse. En tavshed, hvor støjen havde været. Jeg leger med samme tanke ... Oplevelse er ikke ny. Jorge Luis Borges beskrev i 1941 sin "Biblioteket i Babel" et uendeligt bibliotek, bestående af alle mulige bøger i alle tænkelige kombinationer af bogstaver. Borges var argentiner, blind og bibliotekar – og så skrev han verdens korteste og klogeste noveller om alt det, man ikke kan finde, selv med det største arkiv. I Borges bibliotek findes alt: sandheden, løgnen, bagatellerne, den perfekte bog og dens negation. Men alt sammen druknet i uendelig variation. Bibliotekarerne bliver enten vanvittige, religiøse eller apatiske. De ved, at meningen findes et sted – men de finder den aldrig. Det er ikke svært at se parallellen til det moderne vidensarkiv. Jo mere vi gemmer, jo sværere bliver det at finde. Jo mere vi strukturerer, jo mere fjerner vi os måske fra det improviserede, det ufuldstændige, det levende. David Kadavy insisterer på, at notetagning kun giver mening, hvis man arbejder med det aktivt – og med en vis lethed. Han taler om "strategisk nysgerrighed", og om at noterne skal bruges til at udvikle tanker, ikke bevare dem i formalin. Systemet må aldrig blive vigtigere end samtalen. Det kan jo være en vej frem. Det er her, værktøjernes tyranni begynder: når vi begynder at læse for at kunne notere. Når vi hører en podcast og straks tænker i #tags. Når hele verden bliver til input, og hele inputtet til noget, der skal kunne genfindes. Vi begynder at tænke i format. Og måske endnu værre – vi holder op med at undre os. Borges’ bibliotek - her illustreret med Trinity College Library - minder os om, at det ikke er mængden af viden, der gør forskellen. Det er udvælgelsen. Det er opmærksomheden. Det er det lille øjeblik, hvor noget lyser op – og hvor man enten skriver det ned, eller bare husker det. Måske handler det slet ikke om at bevare alt. Måske handler det om at finde en form, man kan leve med. Et system, der ikke stivner. Et bibliotek, der ikke vokser ind i himlen, men rummer præcis det, man har brug for – og intet mere. Så jeg skriver videre. Jeg sletter lidt. Jeg gemmer noget. Og prøver at holde samtalen i gang – med mig selv, med stoffet, med tiden. Måske skal der bare stå: Det vigtigste glemmer du ikke.