Grundlægger af SJ&K

Vi var forbi Kastellet i lørdags, hvorfra de danske veteraner gik i stille manifestationsmarch til den amerikanske ambassade. Dér flag i højbedene - ét for hver falden dansk soldat. Så fem minutters stilhed.

Tusinder af mennesker. Veteraner fra Afghanistan og Irak. Familier, venner. Så stille, at man kunne høre vinden i flagstangen på toppen af ambassaden.

Marchen hed “No Words”. Alligevel sidder jeg tilbage med et par stykker - til amerikanske venner, kolleger og bekendte. Hvorfor er I så stille?

Jeg ved godt, at mange af jer slet ikke stemte på ham. Jeg ved også, at det føles forløsende, når kendte kunstnere og skuespillere siger fra. Men det er også den lette protest: showbiz og folk, der ikke længere har noget at miste. Spørgsmålet er mere ubehageligt et andet sted. På universiteterne. I advokatkontorerne. De store virksomheder. I de institutioner, der burde vide bedre.

Og nej, det er ikke bare, fordi jeg er dansker. Vi har jo diskuteret manden i årevis. Hans forhold til retsstaten, til sandhed, til magt. Det overraskende er ikke længere, hvad han siger og gør. Det er, hvor mange der vælger tavsheden - og lader de allermest udsatte løbe risikoen i Minneapolis.

Historien kender den position. De samme begrundelser gentager sig altid. Tavsheden forklæder sig altid som fornuft:

Det er ikke så slemt.

Det går nok over.

Det er ikke mit felt.

Forklaringer, der i øjeblikket føles rimelige – og som historien siden viser sig at være nådesløs overfor.

Karl Jaspers skrev efter krigen i 1945, at man ikke kan forveksle privat anstændighed med offentlig uskyld. Hannah Arendt pegede på den samme mekanisme: Ondskaben er sjældent dæmonisk. Den er administrativ. Den består af mennesker, der fortsætter deres arbejde, mens normerne langsomt forskydes.

USA er ikke et særtilfælde. I har endda stået her før. McCarthyismen svækkede ikke demokratiet først og fremmest gennem rå magt – men gennem tavshed i medier, på universiteter og i kulturlivet.

Der mangler ikke viden.

Der mangler ikke platforme.

Der mangler noget andet.

Om ti eller tyve år vil spørgsmålet næppe være, hvorfor Trump sagde og gjorde, som han gjorde. Det spørgsmål er allerede besvaret.

Spørgsmålet vil være, hvorfor så mange, der kunne have sagt fra, valgte ikke at gøre det.

Det er aldrig stilheden i sig selv, historien dømmer.

Det er dens timing.

Er jeg den eneste, der lægger mærke til et voksende mismod? En undergangsstemning i måden, vi taler om verden på. Politikerne uansvarlige, krigen på vej, børnene fortabt, isen væk.

Den måde, vi siger det på, roligt. Verden går under. En veluddannet flirt med undergangen. The allure of collapse. Apocalyptic chic.

I medierne er det krisen som normaltilstand.

I politik den permanente krigstilstand.

I kulturen ironisk distance, fuck det.

Men jeg tænder ikke på undergangen.

Jeg forstår klimakollapset, digitaliseringens parallelverden og en samfundsopløsning drevet af identitetspolitik. Men jeg bryder mig ikke om dommedagsflirten. Den fritager for ansvar, og der er noget narcissistisk over forelskelsen i Verdens Undergang: Forestillingen om, at netop vi lever i den afgørende tid. At historien kulminerer hos os. At vi spiller med i sidste akt. Det er også performativt: Aftenlandet er en forestilling, som alle kender deres rolle i.

Men jeg køber ikke al den undergang.

Den forpligter ingen.

Den stjæler opmærksomhed.

Og den gør os dårligere til det, vi skylder hinanden.

Nå – men er jeg aldrig bange selv? Jo, der er morgener, hvor jeg læser nyhederne på min skærm og tænker, at nu er det slut for alvor.

Klip til morgenkaffe, hvor jeg så tænker på historien, og på at mennesker altid har ment, at de levede på kanten af verdens ende. Mesopotamierne skrev om moralsk forfald og udtømte landskaber. Romerne var sikre på, at storhedstiden lå bag dem. Middelalderen så tegn på undergang i kometer og misvækst. Det 20. århundredes atomsky. Doom is sexy.

Sådan skifterne kulisserne, men det er altid to skridt frem og ét tilbage. Samfund falder, byer dør. Det afgørende er, at civilisationsarbejdet fortsætter som kedelige, små handlinger, der bringer tingene frem ad ét skridt ad gangen.

Noget, der gøres igen og igen, uden drama.

Hverdagens små handlinger, der sjældent fotograferes.

Som min nabos mark her, en tidlig morgen.

Køn er den ikke, men den skal jo pløjes.

Og dét er der håb i: Når vi holder op med at iscenesætte undergangen og bruger lidt mere tid på civilisationsopbygning: At arbejde, at lære, at gøre det nødvendige.

Og lader undergangen passe sig selv.